I denne uge er eleverne fra 2.c og 2.v på studietur i den polske storby Krakow i Polen. Et af turens udflugtsmål er den tidligere koncentrationslejr Auschwitz, der ligger cirka 60 km vest for Krakow.

Forud for rejsen er eleverne blevet klædt grundigt på til besøget i Auschwitz. De har blandt andet fået et foredrag af Anna Laursen fra Dansk Institut for Internationale Studier, der har en afdeling, som beskæftiger sig med folkedrab og holocaust.

Hvad er et folkedrab?
Anna Laursen forklarede eleverne historien bag begrebet folkedrab, som blev formuleret af FN i 1948. Det skete på baggrund af de uhyrlige forbrydelser, som blev begået under det nazistiske folkedrab på jøderne. Håbet var, at en folkedrabskonvention kunne være med til at forhindre fremtidige folkedrab.

Ifølge konventionen er definitionen på et folkedrab, at det er et bevidst forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper.

15 minutter og gymnasiet er ryddet
Også holocaust og Auschwitz’ historie blev gennemgået af historikeren Anna Laursen. Og hendes forklaring af omfanget af koncentrationlejrens systematiske drab af jøder gjorde indtryk på eleverne:

“Hvad der svarer til jeres to klasser ville være væk på et minut, og alle gymnasiets elever kunne være klaret på et kvarter. Auschwitz var uhyggelig effektiv!”

“Dark tourism”
Anna Laursen talte også om de etiske dilemmaer, der opstår, når et sted som Auschwitz bliver et rejsemål for turister. Man kalder denne form for turisme for “dark tourism”, og det kan kort sagt defineres som det at rejse til steder forbundet med død. Det kan for eksempel være steder med forbindelse til krige, katastrofer, kendte menneskers død, slaveri eller folkemord.

Afslutningsvist fik eleverne et par gode råd med på vejen om, hvad de særligt skulle lægge mærke til på deres kommende besøg i Auschwitz.

Læs mere om folkemord, holocaust og “dark tourism” på Dansk Institut for Internationale Studiers side folkedrab.dk >