Gumle gumle gumle. De ni nye elever, der sidder på hver sin stol på scenen i gymnasiets store sal, gnaver lystigt i hver deres rå løg – uden at fortrække en mine. Foran dem går hypnotisør Mikkel Karlsen frem og tilbage. Han har et halvt minut forinden hypnotiseret hele banden til at tro, at de rå løg, de sætter tænderne i, er de lækreste æbler.

Resten af de nye 1.g’ere og 1.hf’ere sidder som publikum i salen og morer sig gevaldigt.

To dages introduktion til gymnasiet

Det festlige indslag markerede afslutningen på introdagene den 16. og 17. august for alle skolens nye 1.g’ere og 1.hf’ere.

På de blot to dage guidede skolens introvenner (nuværende elever, der sørger for, at de nye får en god start) de nye elever igennem et tætpakket, men underholdende program: De blev introduceret for en lang række nye ansigter som fx deres klassekammerater, introvenner, lærere og studievejledere. De blev sat ind i skolens IT-system, fik taget billeder til studiekort og lært skolens lokaler og områder at kende.

Krabbegang, kluddermor og hypnoseshow

De mere praktiske aktiviteter blev af og til afløst af nogle mere underholdende af slagsen: Ud over hypnoseshowet kæmpede de nye klasser også mod hinanden i ’Den Store HvG-dyst’. De 8 poster i dysten indbefattede blandt andet kluddermor på idrætspladsen, smageleg med lukkede øjne i kantinen, krabbegang med bøger på maven i bogkælderen og filmquiz i gymnasiets egen biograf.

Medlemmer af skolens elevudvalg – som eksempelvis Festudvalg, Cafeudvalg, Elevråd og musicalgruppe – lavede show i Salen for de nye elever og forklarede med egne ord, billeder og video, hvad de nye elever kunne få ud af at engagere sig i de forskellige udvalg og grupper.

Nu påbegynder 1.g’erne og 1.hf’erne deres dagligdag på Hvidovre Gymnasium & HF, hvis kroge, mennesker og muligheder forhåbentligt er blevet lidt mere overskuelige efter de to introdage.