Skolens lange gange virker en anelse tomme i denne uge. For ikke nok med at vores 3.g’ere og 1.hf’ere er travlt optaget af terminsprøver – vi må også undvære vores 2.g’ere.

I denne uge er deres faste undervisningsskema nemlig byttet ud med de obligatoriske studieture, som i år går til spændende destinationer både udenfor og indenfor Europas grænser.

De filmglade elever fra 2.a filmer løs i The Big Apple, mens 2.y nyder forårssolens spæde stråler i Sevilla. I Krakow får 2.v og 2.c lejlighed til at fordybe sig i nogle af de mørkeste kapitler i Europas historie, når de besøger den tidligere koncentrationslejr Auschwitz. Vores musik-elever fra 2.b vil bruge ugen på at lære Dublins musikmiljø bedre at kende – og selv bidrage til det med et par optrædener.

I næste uge rejser 2.x til den smukke by Firenze.