”I må holde op med at klappe, for I har så mange spørgsmål,” lød det fra Karen Bjerregaard med et smil på læben. Karen, som er samfundsfagslærer på skolen, agerede i dagens anledning ordstyrer, og måtte holde tungen lige i munden, for at kunne registrere alle elevernes hænder som symbol på, at de gerne ville på talerlisten. Og klapsalverne skulle der skæres ned på for at kunne nå hele vejen rundt.

Stor interesse og nysgerrighed blandt elever
En debatrunde startede ud med, at de fire politikere fortalte, hvad deres synspunkt i forhold til det pågældende emne var, og herefter var det elevernes tur til at have ordet. Første emne var uddannelsespolitik. Her blev der blandt andet spurgt ind til de aktuelle besparelser, karakterer og alternativer til samme. Elevernes interesse for at deltage i debatten var stor, og svarene fra politikerne meget varieret.

Næste emne var integration- og udlændingepolitik. Her var elevernes interesse lige så stor, og Karen måtte lukke for talerlisten for at kunne holde tidsplanen. Efterfølgende henvendte flere elever sig til politikerne for uopklarede spørgsmål.

Politikerne takkede af, og nikkede i takt, da Maria Durhuus opfordrede alle elever til at bruge deres stemme: ”Det er lige meget for mig, hvem I stemmer på. Bare husk at gøre det!”.