Gangene myldrede med liv, og nysgerrige spørgsmål sprang gennem luften, da Hvidovre Gymnasium & HF tirsdag aften havde besøg af kommende elever og deres forældre.

I løbet af aftenen fik de mulighed for at nyde musikelevernes optræden, høre skolens rektor Kirsten tale og se tre korte og humoristiske trailers fra studie- og udvekslingsrejser til Island, USA og Estland.

På rundvisningen var der mulighed for at få et unikt indblik i de enkelte fag. Gæsterne kom nemlig igennem arbejdende faglokaler, hvor der blandt andet blev kørt med robotter, lavet skumfiduser og spillet musik.