Skolens matematiklærer Margrethe brød ud i en lang rap, personalebandet spillede både ’Last christmas’ og spanske julesange, og en håndfuld lærere havde iført sig parykker og kostumer og forvandlet sig til gymnasieelever og undervisningsminister Merete Riisager i en sketch om nye fraværsregler.


Der var fællessang, latter og god stemning, da skolens festsal blev fyldt op af alle skolens elever og lærere til juleafslutning fredag den 21. december. Her havde en gruppe lærere traditionen tro brugt deres fritid på at skrive en julerevy, mens skolens personaleband havde øvet julesange og spillede op til julestemning.

Revyen kulminerede i, at de fleste elever hev deres mobiler op og tændte for lommelygten, så salen blev forvandlet til en stjernehimmel, mens folk sang med på Rasmus Seebachs ’Der’ noget i december’.

Herefter blev der givet juleferie-krammere elever og lærere imellem, og mens eleverne lidt efter lidt sivede hjemad, samledes lærerne og deres børn på lærerværelset for at holde endnu en tradition i hævd, nemlig lune æbleskiver og hygge, inden alle gik hver til sit.