”Hvis man kun sidder derhjemme og ikke tager ud på gymnasiet, er det svært at aflæse miljøet,” siger Anna Kannegaard, der går i 1.g på Hvidovre Gymnasium & HF – det gymnasium, hun sidste år tog til Informationsaften på, og hvor hun endte med at søge ind.

”For mig var Informationsaftenen en god mulighed for at se, hvad gymnasiet kunne byde på både fagligt og socialt. Og Hvidovre Gymnasium virkede meget personligt for mig – folk kender hinanden og har et tæt bånd,” siger Anna Kannegaard.

Det er elevernes mening, man lytter til

Til gymnasiets Informationsaften 14. januar vil gæsterne kunne blive vist rundt, se eksempler på undervisningen, høre om studieretninger på STX og fagpakker på HF, sludre med en studievejleder, høre om talentprogrammer – og ikke mindst møde lærerne og eleverne. Og lige præcis eleverne er meget vigtige, mener Emma Jensen, der også går i 1.g på Hvidovre Gymnasium & HF og ligesom Anna Kannegaard også var til Informationsaften sidste år.

”Det bedste ved aftenen var, at man blev introduceret for fagene på en anderledes måde. Der var for eksempel åbnet op i biologilokalet, hvor en flok af gymnasiets elever stod og lavede forsøg. Og generelt var det super fedt, at eleverne var så meget inde over aftenen, da det jo er deres meninger, man lytter til,” slår Emma Jensen fast.

Anna Kannegaard er enig:

”Det bedste var, at vi fik mulighed for at gå rundt og spørge gymnasiets elever om de forskellige studieretninger og klubber på skolen. Det er nemmere at relatere til, at eleverne synes, det er sjovt at gå på skolen, og ikke kun lærerne.”

Gør det

Begge piger opfordrer 9. og 10. klasseelever og deres forældre til at tage til Informationsaftenen den 14.

”Jeg fik svar på de spørgsmål, jeg havde om studieretningerne, og så fik jeg en masse info om fællesskabet og arrangementerne på skolen,” siger Emma Jensen.

”Ja, Informationsaftenen er en rigtig god måde at lære noget om gymnasiet,” afslutter Anna Kannegaard.

Læs mere her om Informationsaftenen den 14. januar