Fredag den 27. september deltog Hvidovre Gymnasiums 3.g-idrætshold i stafetløbet “Schools On The Run”, som foregik på DTU i Lyngby og havde deltagelse af elever fra alle typer af ungdomsuddannelser.

Og Hvidovre Gymnasiums pigehold opnåede såmænd en fantastisk flot 2. plads ud af hele 95 deltagende hold!

“Det gik virkelig over al forventning, da det er første gang, at vi deltager i det her stafetløb. Som løbet skred frem, kunne jeg se, at vi faktisk havde en reel chance for et rigtig fint resultat. Og det viste sig jo så at holde stik – jeg er vildt stolt af pigerne”, fortæller idrætslærer Julie Darling.

Holdet bestod af Stephanie Hammelboe, Lotte Dalfoss Sabroe og Boshrah Popal fra 3.y samt Songül Gümüs fra 3.c. De fire piger vandt – udover æren – et sæt træningstøj hver. Deltagelsen i løbet var en del af et træningsprojekt på idrætslinjen og Julie Darling er yderst tilfreds med deltagelsen:

“Vi skal uden tvivl gentage succesen næste år, så vores nuværende 2.g’ere kan godt gå i gang med at forberede sig…”