Fra den midlertidige nedlukning af gymnasiet den 12. marts og godt en måned frem, fik de røde murstensvægge på Hvidovre Gymnasium & HF ikke mulighed for at opleve alt det, de plejer. I mere end en måned var der ikke nogen elever til at fylde gangene med latter, snak, nervøsitet, spænding, glæde og venskab. Bygningen har indtil den 20. april stået tom. Afgangsklasserne er nu tilbage, og det er skønt, men gangene og alle de hyggelige kroge står stadig lidt ensomme hen.

Det er bare én af årsagerne til, at vi på Hvidovre Gymnasium & HF er så glade for, at vi kan tage revanche i skoleåret 2020/21. Vi er ved at have et overblik over elevoptaget for næste skoleår, og i den forbindelse kan vi med stor glæde fortælle, at næste skoleår starter med fuldt hus.

I skoleåret 2020/21 udnytter gymnasiet sin fulde kapacitet, og efter sommerferien starter der altså fem 1.G-klasser, to 1.HF-klasser og tre GIF-klasser.

Vi glæder os meget til at tage imod de mange nye studerende på HvG, torsdag den 13. august.