Social arv, positiv psykologi og identitet er nogle af de store emner, som HF-eleverne med faget psykologi er dykket ned i de seneste par måneder. Det er blandt andet sket gennem foredrag med eksterne forskere og oplægsholdere.

Store spørgsmål
Da holdet tilbage i slutningen af februar stiftede bekendtskab med emnet positiv psykologi blev de også klogere på dem selv som personer.

Forud for dagens forelæsning havde de nemlig gennemført en personlighedstest og også under forelæsningen kastede coach og virksomhedsleder Sigrid Nygaard Johansen store spørgsmål som “Hvilke egenskaber sætter du størst pris ved hos dig selv?” og “Hvad giver dig mening i livet?” ud i klassen. Der blev grublet, snakket og overvejet, mens eleverne udfyldte skemaer med de essentielle spørgsmål.

“Hvem er jeg?”
Også i dag får holdet stof til eftertanke. De skal nemlig fra kl. 17.00 beskæftige sig med emnet “ungdom og identitet” i selskab med coach Caroline Bircow.

Det sidste foredrag i rækken bliver torsdag den 2. maj, hvor Claus Juul Løland, lektor ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet vil fortælle om kokainmisbrug og dennes indvirkning på psyken.

Billederne er fra psykologiholdets timer i selskab med Sigrid Nygaard Johansen.