Trådte man ind ad dørene på Hvidovre Gymnasium & HF onsdag den 15. maj, blev man mødt af finklædte elever, rød løber og velkomstdrinks. Aftenen bød på ni elevproduceret film, underholdning og syv priser – og for at det hele hang sammen, de to elever, Marius Arnbjerg og Malthe Rokatis fra 3.a som værter der gang på gang formåede at få publikum til at bryde ud i latter.

Seks af priserne skulle bestemmes af juryen og var for bedste lys, lyd, klipning, fotografering, manuskript og film. Den sidste pris var publikumsprisen, hvor alle med billet kunne stemme på deres yndlingsfilm. Juryen bestod af fire folk fra film- og mediebranchen Jesper Fink, Sebastian Cordes, Neia Pil Højesteen og Jasmin Julie Ravesh. Alle fire juryfolk har selv gået på Hvidovre Gymnasium & HF i sin tid.

Malthe Rokatis fra 3.a var vært sammen med Marius Arnbjerg under Filmfestivalen.

En film med visuelt overskud
I hver priskategori var tre film nomineret, men kun én film kunne rende afsted med prisen. Priserne og de nominerede blev præsenteret af skolens mediefagslærere samt tidligere elever. Prisen for ’bedste film’ blev præsenteret af juryen selv, og her udtrykte de fire jury folk, at de især var imponeret over elevernes ambitionsniveau.

”Prisen for bedste film går til en film vi griner til, bliver akavet over, og som giver et bud på det universelle spørgsmål ’at høre til’,” fortalte juryen på scenen. Prisen gik til filmen ’Kun Til Navlen’ der var produceret af Malthe, Mana, Marius & Rasmus fra 3.a.

Derudover gav juryen special mentions til en film de også var imponeret over. Filmen ’Panoptikon’ produceret af Alexander, Asta, Isabella & Lisa fra 3.a blev omtalt som aftenens mest helstøbte. ”Højt ambitionsniveau – og noget af Københavns smukkeste natur – virkelig fede locations,” blev der sagt med store smil fra scenen.

Aftenen sluttede af med efterfest for skolens elever og venner samt jury og lærere.

Her kan du se billeder fra aftenen.

Og prisen går til…

Her kan du se hvem der vandt hvilke priser:

Bedste lys: “Setup” af Camilla, Carl, Cecilie & Ksenia fra 3.a

Bedste lyd: “Inde I Mit Barndomshjem” af Aisha, Julie, Malou & Tereza fra 1.a & 1.b

Bedste fotografering: “Kun Til Navlen” lavet af Malthe, Mana, Marius & Rasmus fra 3.a

Bedste klipning: “Inde I Mit Barndomshjem” af Aisha, Julie, Malou & Tereza fra 1.a & 1.b

Bedste manuskript: “Kun Til Navlen” lavet af Malthe, Mana, Marius & Rasmus fra 3.a

Bedste film: “Kun Til Navlen” lavet af Malthe, Mana, Marius & Rasmus fra 3.a

Publikumsprisen: “Kun Til Navlen” lavet af Malthe, Mana, Marius & Rasmus fra 3.a