”Mums,” siger skolens biologilærer Anders Kruse, mens han gumler på et par stegte melorme. Ved siden af tallerkenen med ormene står der kage og knækbrød lavet på insektmel, som en flok elever selv har bagt – en måde at spare på korn og udnytte nye ressourcer.

Lidt væk står to kvindelige elever demonstrerer deres hjemmelavede model for skolens fysiklærer Karen Wrist: ”Du skal forestille dig, at det her er regnvand,” siger de, og hælder vand ned i en tragt, som løber videre ned i en kop. De har lavet en model komplet med lille toilet, skolens tag og en regnfanger, som er deres forslag til, hvordan man kan bruge regnvand til toiletskyl.

To dage i naturens tegn

De to boder er blandt de rigtige mange, der fylder hele skolens kantine og vandrehal torsdag den 15. og fredag den 16. november, hvor Hvidovre Gymnasium & HF holdt Bæredygtighedsdage. Alle skolens elever og lærere er blevet sat sammen i grupper på tværs af fag, klasser og årgange. Opgaven lyder på sammen at skabe et bæredygtigt projekt eller ide. Og som ordsproget siger, tænker flere hoveder bedre end ét, hvilket man tydeligt ser i de sjove, anderledes, ambitiøse og spændende forslag til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt – både lokalt på gymnasiet og i al almindelighed.

Nogle har lavet forslag til, hvordan skolens kantinemor Hanne kan lave et bestillingssystem, så hun ikke kommer til at smide for meget overskydende mad ud. En gruppe har lavet en stor, høj og farverig kasse med målskive på, der på en legesyg måde skal give folk lyst til at smide deres brugte flasker og dåser i kassen. Andre grupper har opfordret elever og lærere til at medbringe deres bruge tøj og legetøj til deres bytteboder.

Vil du se flere af de gode ideer, spil, modeller og demonstrationer? Kig her.