“Flere arrangementer, besøg af forfattere, aftenskoler.”

Det var nogle af de forslag, som vores elever Asta, Lisa og Malte fra 3.a kom med i DR-radioprogrammet Kulturen på P1 torsdag den 8. november. Her debatterede de med kulturminister Mette Bock om, hvordan bibliotekerne skal se ud i fremtiden, hvis unge (og andre) skal have lyst til at bruge dem.

Inden debatten i radioen havde de tre elever og andre elever fra gymnasiet deltaget i et borgermøde om fremtidens biblioteker med kulturministeren, formand for KLs Kulturudvalg Leon Seppelin, andre KL-repræsentanter, Hvidovres borgmester Helle Adelborg, en stab fra rådhuset og andre borgere fra kommunen. Det fandt sted på Aktivitetscentret i Hvidovre.

Debatten i Hvidovre var ét af fire landsdækkende debatmøder med titlen: ‘Ordet er frit – biblioteket er dit’.

Gymnasiets elever hjalp de tilstedeværende borgere med Kahoot-afstemninger, arbejdede med dem i workshops og svarede frejdigt, når radioværten Niels Frid fra DR stak en mikrofon i hovedet på dem.

Her kan du høre Asta, Lisa og Malthe i radioprogrammet P1 Kulturen